Hingstevalg 2026

Så har vi valgt hingst til næsten alle vores følhopper.

Danskregistrerede:

Expensive Attitude (øverste foto) går til Calgary Games. Hendes afkom Meera Wynn er også efter Calgary Games og hun har gjort det fremragende indtil nu. Hun har et pragteksemplar fra sidste år, en hingst efter Fabulous Wood og er i fol v/Father Patrick.

Princess Corner går til Sig Sauer. Jeg synes Sig Sauer er meget spændende og passer godt på hende. Hun er i dag svensk og er i fol med Calgary Games, men forventer hun bliver dansk i år.

Seven Cupids går til Calgary Games. Hun har en lækker åring efter In Range, men svært at få plads ved ham i år, og Calgary på Chapter Seven synes jeg også kan være interessant.

Spirited Chic går til Readly Express. Hendes 2-åring Naomi Wynn, også efter Readly Express, er rigtig fin, og Henrik Thomsen er meget tilfreds med hende – viser talent og fart. Alternativt her var helfransk, da hun er meget US, men Readly Express laver stjerner på stribe, og det er fristende med ham igen.

Awesome Annie er der aftale om salg på, men bliver hun hos os, går hun til Calgary Games.

Den eneste, der endnu ikke er valgt hingst til af de danskregistrerede følhopper er Casual Rain. Her står valget mellem Horsy Dream (mest pga. det wow-øjeblik i Elitloppet og selvfølgelig for at få 100 % fransk blod), Idao De Tillard , Gotland eller Readly Express. Hun er i fol v/Readly Express og foler tidligt 1. Marts , så jeg vil gerne se det afkom før beslutningen tages. Hun er svensk nu, men jeg forventer hun bliver dansk i år.

Casual Rain

Svenskregistrerede:

Explosive T går igen til Readly Express. Hun har Joshua Wynn fra sidste år, også efter Readly Express, og han er så fin. Det er naturligt at bruge Readly Express igen på hende. Joshua Wynn er tilmeldt Elitauktionen i maj. Hendes 2-åring Kayce Wynn efter Face Time Bourbon træner helt efter planen ved Gustav Johanson. Hun er i fol v/Calgary Games – det glæder jeg mig også til.

Groupie Doll U S går til Calgary Games. Vi fik desværre kun to pladser ved Calgary Games i år (svensk liste), så det gav hovedbrud hvem man skulle bruge. Groupie Doll U S har en mageløs stamme, og jeg tror stenhårdt på hende. Hendes første afkom ved os, Mateo Wynn, var kapabel og både træner og ejerkreds havde store forhåbninger til ham, men en alvorlig skade satte ham ud af spillet. Hun er i år i fol v/Tactical Landing.

U Take The Cake går til In Range – det håber jeg virkelig lykkes. Som søster til Chocolatier er hun mindst ligeså velstammet som Groupie Doll, og In Range er top interessant. Indavl på 10 % 4×3 Credit Winner ser super spændende ud. Hendes første hos os, Amber Wynn (nu Nakiska) efter Calgary Games viser stort talent ved Fredrik Wallin. Havde valgt Calgary Games igen hvis ikke muligheden med In Range kom op. Hun er i fol ved Calgary Games i år.

Champagne Cocktail går til King of The North. Crysti Dream fik sidste år føl efter King  Of The North, og det er virkelig en velstillet åring nu – 100 % US , men kun 7,5 % indavl. Hendes første ved os, Prince Wynn, træner iht. planen hos Meilink Diederik på Solvalla. Har superfin hingsteåring efter Face Time Bourbon.

Champagne Cocktail

Crysti Dream, som jo bl.a. er mor til en af de bedste 2-åringer i USA sidste år, Diabolic Hill (1.09,9-$ 506.636) går til Captain Corey. Det burde være top interessant – også for US marked. Hun har topfin hingsteåring efter King of The North, der er anmeldt til Elitauktionen i maj.

Noblesse Tile går til Face Time Bourbon. Hendes 1-åring Jackson Wynn, også efter Face Time Bourbon, fra sidste år er velstillet og med super temperament. Jeg har store forventninger til Noblesse som følhoppe, hvilket valget af Face Time Bourbon også bekræfter.

Wow N.O. går til Calgary Games. Hendes 3-åring Vince Wynn, også efter Calgary Games, er så fin. Han er ved Andreas Lövdahl, som længe har talt varmt om ham, så det var et naturligt valg.