En fantastisk uge for Stutteri Wynn!

Med fem starter, heriblandt en debutant, en 2-års i prøveløb og en 2-års i Breeders Crown-elimination i Canada samt to andre afkom til start, gik vi ugen i møde med spænding.
Første start var onsdag med LEVI WYNN (SE), som Flemming Jensen valgte at debutere med på Åby. Under opvarmning og defilering så vi en rolig men fokuseret hest. Sad i vinderhullet undervejs – tøvede lige et øjeblik da han kom ind på open stretch og skulle ned i 12-tempo, men gik fantastisk og blev anden i en tæt afgørelse på 1.16,6/2140 meter.
Moderen Affinity Kronos solgte vi desværre for et par år siden, men nøj, hvor vi glæder os til fortsættelsen!
Fredagen begyndte med 2-årige MEERA WYNN (DK) på Follonica-banen i Italien. Meera Wynn er efter Calgary Games og Expensive Attitude. Hun fløj banen rundt på 1.16,5/2200 meter og vandt sin tredje sejr. Hun har ikke tabt fejlfrit og så ud til at være godt med kræfter sparet.
Moderen Expensive Attitude er i fol med Father Patrick og kommer til salg på Selected Sales 26. oktober.
Herefter skulle Isolde Faces første afkom i prøveløb på Halmstad. MADAME (SE) er to år og efter Vivid Wise As. Hun blev godkendt for Gustav Johanson på 1.21,0/2140 meter – opførte sig eksemplarisk og bliver spændende at følge næste år.
Isolde Face er i fol med Maharajah og kommer også på Selected Sales
Ligeledes på Halmstad skulle ISAAC WYNN (SE) så i ilden med Peter Untersteiner i vognen. Fra spor syv sad han langt nede fra start, men spurtede flot til en andenplads i 1.14,4a/2140 meter. Jeg tror han rummer meget udvikling med International Moni som far. Spændende hvad han kan i 4-års sæsonen.
Moderen Bring Me Luck US solgte vi sidste år.
Ugen afsluttede med DIABOLIC HILL (US) (foto) på Woodbine Racepark i Canada, hvor han vandt et kvalifikationsløb til Breeders Crown i tiden 1.10,1a/1609 meter. Han fik siden et fint startspor 3 i finalen med en samlet præmiesum på $ 700.000!
Diabolic Hill er efter Crysti Dream, som går tom i år, men har et pragteksemplar af en hingst efter King Of North ved siden. Hun går enten til Face Time Bourbon eller Calgary Games for tidlig insemination næste år.
Med to sejre, to meget fine andenpladser en 2-års godkendt, så tillader vi os at kalde det en fantastisk uge!


